Den tillidsfulde relation

I forbindelse med at skabe en tillidsfuld relation mellem borger og sygeplejerske er det essentielt, at sygeplejersken besidder stærke kommunikative og relationelle kompetencer. Dette skyldes, at det i høj grad er gennem dialog med den enkelte borger, at tillid etableres. Tillid kan dermed anses for værende fundamentet for en god relation mellem sygeplejerske og borger, hvilket understøttes af følgende:

”[…]individual empirical studies clarify that trust[…] plays an essential role in the individual nurse-patient relationship” (Dinç & Gastmans,2013).

Uden tillid kan man argumentere for, at sygeplejerskens evne til at tilbyde den enkelte borger den bedst mulige behandling forringes, da tillid er en forudsætning for et succesfuldt samarbejde mellem de to parter (Jørgensen,2013; Riis & Birkelund,2013). I samarbejdet bør patientens sundhed og velvære danne centrum (Møller,2009). I dialogen med patienten bør man være bevidst om, at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem sygeplejerskens og borgerens sundheds- og sygdomsopfattelser. For at kunne tilbyde borgeren den bedst mulige behandling, bør man sikre, at der tages udgangspunkt i en fælles referenceramme for sundhed og sygdom. I modsat fald risikeres at sygeplejerske og borger arbejder i to forskellige retninger, da deres mål i så fald vil være forskellige. Ifølge Wackerhausen bør vejledningen til borgeren fokusere på sundhedsfremme og tage udgangspunkt i individets kulturelle og historiske variationer i mål og livsbetingelser (Møller,2009). Sygeplejersken bør have dette i mente i dialogen med den individuelle borger.

Kommunerne har siden 2007 fået større ansvar mht. forebyggelse af sygdom og sundhedsfremme (Sundhedsstyrelsen,2005). For at leve op til foranstående kan man argumentere for, at sygeplejersken skal være i stand til skabe en tillidsfuld relation til den enkelte borger. Dermed stilles øgede krav til sygeplejerskens kommunikative  og relationelle kompetencer. Med dette menes ikke blot sygplejerskens bevidsthed om det verbale sprog, men i høj grad også det non-verbale sprog. Brug af implicit kommunikation vil desuden kunne svække relationen mellem sygeplejerske og borger, da borgeren ikke nødvendigvis har den fornødne viden til at forstå budskabet med den implicitte kommunikation (Mach-Zagal,2010). Dermed bør sygeplejersken kommunikere åbent og eksplicit, da mangel herpå kan skade relationen til den enkelte borger og dermed hæmme muligheden for at danne et reelt helhedsbillede af denne.

For at skabe en tillidsfuld relation mellem sygeplejerske og borger, kan sygeplejersken i dialogen tage afsæt i teorien om aktiv lytning. Aktiv lytning er baseret på teorier af Carl Roger, Tom Eide og Hilde Eide (Jørgensen,2012) og er uddybet nærmere under fanebladet Kommunikation. I dialogen med borgeren bør sygeplejersken være nærværende og bevidst om følgende:

(Jørgensen, 2014).

Desuden viser en række studier, at borgere tillægger kontinuitet i personale, der har kontakt med borgeren stor betydning (Green et al.,2014). Deraf kan man argumentere for, at dette er endnu en forudsætning for etablering af en tillidsfuld relation. I sygeplejeklinikken bør man være opmærksom på dette, da det kan bidrage til at skabe et bedre helhedsbillede af den enkelte borger.

Relationen mellem sygeplejerske og patient vil altid være asymmetrisk, da patienten behøver hjælp og sygeplejersken har faglig autoritet til at hjælpe patienten (Roos,2013). Desuden har sygeplejersken en faglig viden, som bidrager til asymmetrien i relationen med borgeren. I mødet med borgeren bør sygeplejersken være bevidst om ovenstående: selvom relationen altid vil være asymmetrisk, kan sygeplejersken via anerkendende dialog styrke den tillidsfulde relation og bidrage til, at denne bliver mere ligeværdig. Her kan man med fordel medtænke Foucaults tese vedr. magt, da han var af den opfattelse, at magt viser sig i form af diskurser (Glinsvad,2013). ”Sundhedsdiskursen [udøver] magt …[ved] at den italesætter sundhed som det normale” (Glinsvad, 2013. s.764). Sygeplejersken bør være bevidst om dette, hvis hun/han ønsker at skabe en tillidsfuld relation til den enkelte borger. Med foranstående i mente bør sygeplejersken også være påpasselig med ikke at stigmatisere den enkelte borger. Her bør man være bevidst om, at der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem borgerens selvbillede og sygeplejerskens opfattelse af borgeren:

”Vores selvopfattelse behøver ikke nødvendigvis være lig med den opfattelse, andre har af os” (Renolen, 117).

En afklaring af dette kan udelukkende ske via dialog med borgeren. Ovenstående vedr. stigmatisering og selvbillede er uddybet i fanebladet stigmatisering og individets selvopfattelse. Det er essentielt for relationen, at sygeplejersken er i stand til at forvalte førnævnte magt på en måde, som er hensigtsmæssig for borgerens fysiologiske, psykologiske og sociale velbefindende. Her er bevidsthed om eventuelle uoverensstemmelser mellem sygeplejerskens og borgerens sundheds- og sygdomsopfattelser af væsentlig betydning for etablering af en tillidsfuld relation. Endvidere bør der tages udgangspunkt i individet. I denne forbindelse bør man eksempelvis medtænke temporalitet. Det er dermed vigtigt, at man er aktivt lyttende og ikke negligerer borgerens værdier og behov. I modsat fald kan der opstå mistillid, hvilket vil påvirke relationen mellem sygeplejerske og borger negativt. Man kan argumentere for, at borgerinddragelse i behandlingsforløb kan styrke relationen mellem sygeplejerske og borger. Borgerinddragelse er desuden fremhævet i Den Danske Kvalitetsmodel, de sygeplejeetiske retningslinjer og sundhedsloven (Jørgensen,2013; Sygeplejeetisk Råd,2014; IKAS). Foranstående antyder, at borgerinddragelse har stigende betydning i det danske sundhedsvæsen. Dette understøttes desuden af det faktum, at brugertilfredshed med inddragelse i behandlingsforløb/plejeforløb i stigende grad anvendes til vurdering af kvalitet i det danske sundhedsvæsen (Jørgensen,2013).