Stigmatisering og individets selvopfattelse

I problemstillingen udleveret fra praksis får vi oplyst af ”Problemet opstår, da borgeren er en meget beskeden ældre dame” (se mere om problemstillingen i fanebladet med samme title). I forbindelse med dette, har vi antaget det er relevant at kigge på individets selvopfattelse. Hvordan ser en borger sig selv og hvordan kan det være at en borger fremstår på en bestemt måde? Vi vil derfor også gerne belyse, hvorfor man stigmatiserer en borger til for eksempel som værende beskeden. Hvad har det af betydning for borgeren?

Individets selvopfattelse er en hypotetiske konstruktion, hvor selvet er måden hvorpå individet ser sig selv. Dette er ikke konstant opfattelse og den vil ændrer sig over tid, men visse del af selvopfattelsen vil forblive relativt stabile. En persons selvopfattelse er ikke nødvendigvis lig den opfattelse som andre har af personen. Selv er et begreb, som er personens egen opfattelse/tanke om egne evner. (Renolen, 2011, p. 117-118)

Ifølge Carl Rogers (1902- 1987) er selv eller selvoplevelser en organiseret helhed, som formes og omformes konstant. Individet har et generelt behov for accept og respekt, hvilket kan komme til udtryk som et behov for selvaccept. Menneskers selvbillede optog Rogers, og han mente at mennesket har en indre motivation for selvaktualiseringen. Der bør ifølge Rogers være kongruens mellem selvet og ideal-selvet – for stor afstand vil medføre en inkongruens. (Renolen, 2011, p. 118-119)

Mennesket har altså en selvfølelse, som er menneskets følelse af sig selv – hvordan det opfatter og forholder sig til det, som mennesket ved, og hvor godt mennesket kender sig selv. (Renolen, 2011, p. 119)

Vi kan herudfra konkludere, at et menneske vil altså så vidt muligt fremstå på den måde, som mennesket opfatter sig selv. Dog vil dette ikke nødvendigvis stemme overens med den måde, som man i sygeplejeklinikken vil opfatte borgeren på.

Derfor vil vi i denne blog finde ud af, hvorfor opfattelsen af andre mennesker er, og hvordan man når frem til en konklusion om hvordan borgerere er, selvom borgeren ikke nødvendigvis har givet udtryk for at se sig selv sådan. Dette vil vi gøre ved hjælp af Erving Goffman og hans sociologiske perspektiv på menneskelig interaktion. Vi vil lægge fokus på stigmatisering, og hvad Goffman mener denne gør.

Ifølge Erving Goffman er stigmatisering ”en egenskab, der er dybt miskrediterende” (Jacobsen & Kristensen, 2010, p. 151, ll.3-4). Stigmaet som opstår, hvis et menneske har visse personlige eller fysiske træk, som er anderledes. Stigmatisering sker når mennesker mødes og den ene af dem skiller sig ud. Det vil altså sige, at den ene person ikke længere ser den anden person som almindelig, men lige pludseligt som en nedvurderet social stereotype gennem kategoriseringen, reaktionen og bedømmelse af egenskaber og adfærd i forhold til hvad der er kulturelt korrekt. Den sociale identitet ødelægges for denne anden, fordi denne ikke lever op til det acceptable.

Goffman inddeler stigmatisering i tre:

1. Fysisk: Deformiteter/misdannelser på kroppen.

2. Personlighed: Fx overdreven eller mangel på karakter

3. Slægtsbetinget: Fx nationalitet

Disse tre stigmatiseringspunkter vil gøre at et menneske ikke vil blive set for andet end afvigelsen, og andre positive træk og personens faktiske identitet vil blive overset. Det unikke ved det stigmatiserede menneske vil blive udraderet. Den stigmatiserede kan dog forsøge at tilpasse sig for at blive accepteret, men ifølge Goffman vil personen aldrig opnå andet end en falsk accept - skinnormalitet. (Jacobsen & Kristensen, 2010, p. 151-155)

Vi kan altså ved hjælp af Goffmans teori om stigmatisering komme frem til, at mennesker altid vil blive vurderet gennem den kulturelle kontekst de kommer fra og befinder sig i. Hvis man falder udenfor, hvad der et kulturelt acceptabelt, vil man blive stigmatiseret. I forhold til vores case er stigmatiseringen af borgeren ikke nødvendigvis så voldsom, som det kan lyde når man anvender Goffmans teori, når borgeren ses som beskeden.

Dog kan man gennem Carl Rogers teori lede at borgerens selvopfattelse ikke nødvendigvis er, at borgeren er beskeden, men borgeren kan med stor sandsynlighed fremstå på denne måde, trods dette. Så man bør som sundhedsprofessionel være opmærksom på den kulturelle kontekst man befinder sig i, for samtidig holde øje med at man ikke stigmatisere en borger, så meget at denne ikke føler sig accepteret, og at det ikke bemærkes at borgeren er et unikke menneske. Ligeledes er det vigtigt at huske på, at borgerens selvopfattelse ikke nødvendigvis stemmer over ens med den opfattelse man som sygeplejerske har. Derfor kan man gennem hensigtsmæssig kommunikation (se mere herom under fanebladet ”Kommunikation) finde ud af hvilken type borger man har med at gør. Ligesom at der i sygeplejeklinikken er fundet frem til at borgeren er beskeden.