Magt

Vi valgt, at det er relevant, at se på hvilken betydning har magt ift. borgeren. Vil der være en stor uligevægt i relationen mellem borger og sygeplejerske, fordi relationen er underlagt nogle økonomiske rammer – både i forbindelse med sårplejen, men også fordi at borger og sygeplejerske mødes på en sygeplejeklinik og ikke i hjemmet?

Foucault beskriver magt som en kraft der kan påvirke, være produktiv og har en effekt, og Foucault ligger, modsat andre magtanalytikere, ikke vægt på hierarki eller dominans. Ligeledes er magtbegrebet ikke forstået i positivt eller negativt kontekst. (Pedersen, 2010, p. 29)

Magt er ikke essentiel og magt er ikke konkret - hverken i sted eller forhold, hvor den udøves. Magten kan deles op i to: Magtens mikrofysik (magtens teknik, funktion og effekt på kroppen) og biomagten (magtens teknik, funktion og effekt på livsprocessen). (Pedersen, 2010, p. 29)

I den blog vælger vi at lægge fokus på biomagten, da dette magtbegreb beskriver måden hvorpå man kan påvirke og ser individer som et biologisk væsen, som skal være sundt for at et samfund kan fungere, men også ser det som en vigtighed at mennesket har livskvalitet.

Biomagtens paradigme er at søge at fremme livskvalitet, sikkerhed og sundhed hos befolkningen. På denne måde sørges det for, at på baggrund af menneskets biologiske træk, at skabe nyttige samfundsmedlemmer. På den måde kan mennesket, set som en biologisk genstand, indgå i en magtstrategi eller politisk kontekst. (Pedersen, 2010, p. 33)

Dette ser vi som relevant for vores case, da der står at vores innovation skal tage hensyn til at sygeplejeklinikken er underlagt nogle økonomisk rammer. Disse rammer er udstukket fra politisk side, hvilket viser at Foucaults magtbegreb ”Biomagt”, rammer plet forstået som at sygeplejeklinikken indgår i en politisk strategisk ordning. Dette leder os hen på Jürgen Habermas og hans indflydelse på selvbevidstheden i den danske sundhedssektor gennem hans samfundsteori; her vil vi lægge fokus på to af Habermas’ begreber: System og livsverden.

Ifølge Jürgen Habermas kan samfundet ikke kun forstås indefra. Altså ud fra aktørsiden (mennesket/individet). Det hermeneutiske perspektiv er ikke nok til at kunne beskrive samfundets opbygning, da der også skal et materielt fundament for at samfundet kan bestå. Dette kræver en økonomiske kapital og en fysiske produktion, hvilket ifølge Jürgen Habermas er ”Systemet”. Systemet er domineret af det instrumentelle og det strategiske, dog vil markedsmekanismen integrerer aktøren gennem dennes penge. Disse handlinger udspringer af symbolske generaliserede medier som magt og penge, som sikrer en systemintegrering. Dette reguleres af delsystemer, som er politiske og økonomiske. Systemet fordrer altså, at samfundet indeholder en materiel produktion og en reproduktion. Det politiske og økonomiske system er uafhængig af enkelte aktører. Individets handlinger og morale har ikke betydning for systemets funktionsevne. (Blok, Kaspersen, 2011, p. 78)

Samtidig vil Jürgen Habermas indfange det subjektive i samfundet, hvilket han gør med begrebet livsverden. Dette begreb udspringer fra hermeneutikken, fænomenologien og den sociale interaktionisme. På denne måde kan man se samfundet fra aktørsiden (deltagerperspektiv). Det sikre en handlingsdimension. Jürgen Habermas mener, de kommunikative handlinger er baggrund for den sociale verden. De kommunikative handlinger er dog afhængig af, at der en fælles implicit baggrundsviden. På denne måde kan kommunikative handlinger koordinere, fundamentere og grundlægge de sociale og menneskelige handlinger, som altså opstår på bagrund af en fælles kulturelt lageret viden og igennem sproget. (Blok & Kaspersen, 2011, p. 76)

For at samfundet kan have en vedvarende karakter, skal livsverden reproduceres, hvilket sker igennem kommunikative handlinger, som Habermas inddeler i tre funktioner: 1) overførelse og fornyelse af kulturel viden, 2) opretholdelse af solidaritet mellem samfundets medlemmer, 3) personlig identitet udvikles gennem socialisationsprocesser. Gennem disse tre funktioner skabes samfundets sociale integration. Den sociale integration beskrives gennem en metodologi, som særligt vægter kommunikative handlinger og samfundet som livsverden. Dette vil sige at samfundet og det sociale liv ses fra aktørsiden og bestemmes ud af dennes tolkninger og forståelse af virkeligheden. Livsverden har altså en symbolsk struktur og samfundets reproduktion vil opretholde dette. (Blok & Kaspersen, 2010, p. 77)

Hvis vi antager at systemet er det styrende, vil vi risikerer at vores borger vil forsvinde i dette, for der tages ikke hensyn til det enkelte menneske. Aktøren er, som individ, ikke vigtig i systemet. Jürgen Habermas mener dog at systemet ikke vil kunne fungere uden ”livsverden”. Disse to begreb er afhængige af hinanden for at kunne opretholde og udvikle et samfund. Livsverden kan ikke være styrende for samfundet, og systemet kan ikke være det styrende for samfundet – disse to skal så vidt muligt være i balance. Habermas problematisere dog dette i forhold til senkapitalismen. Ifølge Habermas kolonisere systemet livsverden og balancen er forstyrret - det instrumentelle og strategiske overskygger det kommunikative og følgeren vil være at livsverden ødelægges. (Blok & Kaspersen, 2010, p. 78)

Habermas og Foucault problematisere altså nogle vigtige punkter i forhold til individets betydning i et samfund. Magten, som samfundet har over individet/aktøren, bliver vist gennem Foucaults biomagtbegreb, hvor det er vigtigt at borgen er sund, har livskvalitet og er sikkert. Alt dette skal ikke forstås, som kun værende til individets fordel – det skal være til samfundets fordel. Ligeledes fortæller Habermas om systemets kolonisering af livsverden hvor aktøren/individets opfattelse og sociale verden mister sin betydning. Det er strategiske perspektiv i magtbegreberne viser sig både ved Foucault og Habermas. Der ligger ofte en strategisk beslutning til baggrund for en ændring i samfundsstrukturen, hvilket kan ses gennem kommunes mestrings strategi.

Disse problematikker, som trækkes ud af Foucault og Habermas, er meget relevante for den problemstilling, som vi har fået stillet ud fra klinisk praksis. I problemstillingen bliver vi bedt om at tage hensyn til at sygeplejeklinikken er underlagt økonomiske rammer, men ligeledes er der fokus på, at man ikke ser helhedsbillede af borgeren, når denne kommer i sygeplejeklinikken. Borgens hjem er ikke kendt, men ved at borgeren kommer i sygeplejeklinikken, skulle der gerne være en økonomiske gevinst ved ikke at skulle bruge ressourcer på at tage ud i hjemmet. Om dette er til borgerens egen fordel vides ikke, men ud fra vores interview kan vi konkludere at borgerne er tilfredse med at komme ud af eget hjem, og ind i sygeplejeklinikken.